RSS Feed Følg Ida Auken på Flickr Følg Ida Auken på Twitter Følg Ida Auken på Facebook Følg Ida Auken på LinkedIn


National bæredygtighed



Grøn teknologi og innovation
I en global markedsøkonomi kan Danmark ikke konkurrere på arbejdskraftens pris eller på de traditionelle erhvervsområder. Vi skal i stedet leve af vores opfindsomhed og nytænkning – ikke mindst på miljøområdet. Vi har adskillige virksomheder i Danmark, der er førende på miljøteknologi: Vestas, Grundfos, Danfoss, Novozymes m.fl. Disse virksomheder skal anspores til at gå videre i deres udvikling af teknologi, der kan være med til at mindske ressourceforbruget og udslippet af CO2 som vindmøller, pumper, isolering og enzymer. Danmark skal være førende i implementerinmgen og udbredelsen af disse grønne teknologier, så virksomhederne kan bruge landet som udstillingsvindue for deres produkter, og så vi samtidig kan få mindsket vores eget ressource- og energiforbrug.


Danmark storforurener
Lad det stå klart: Danmarks energi- og ressourceforbrug ligger uhyggeligt højt over verdensgennemsnittet og meget langt fra hvad der er bæredygtigt. Den enkelte dansker skal gøres bevidst om sit ansvar og det skal være attraktivt at stille om til en bæredygtig livsform. En grøn livsstil behøver ikke at betyde nedgang i livskvalitet og afholdenhed fra alt hvad der er sjovt, men kan faktisk bidrage til at øge livskvalitet. En grøn livsstil vil f.eks. medføre større folkesundhed, da luft, vand og fødevarer vil blive renere og bedre kvalitet.


Danmark udadtil
Danmarks globale omdømme er blevet plettet af en dårlig cocktail af Muhammedsag og benhård asylpolitik. Danske virksomheder, der eksporterer til den arabiske verden, må åbne kontorer i andre lande, så de kan kalde sig ’skandinaviske’ i stedet for ’danske’. Danskere, der opholder sig i udlandet, mærker det: om de er i New York eller Cairo, så er holdningen til danskere ikke længere den samme. Tidligere var vi blandt verdens førende demokratier, der tog ansvar for verden, ikke ved hjælp af krig, men gennem en proaktiv udenrigspolitik og en høj u-landsbistand. I dag har vi lukket af for resten af verden, så ikke en gang danskere, der gifter sig i udlandet, kan få lov at komme ind, før de har opfyldt en række urimelige krav.


Danmark indadtil
Også inden for landets grænser har den borgerlige politik, drevet af lige dele angst og kynisme, skabt alvorlige problemer for mennesker med en anden hudfarve. I stedet for at se indvandring som en ressource og en fornyelsesmulighed, lukker vi os inde omkring kunstige begreber som “danskhed”. I et globalt samfund er det ikke en bæredygtig strategi.


Tilbage med de danske dyder: åbenhed, respekt og ansvar
Vi skal i stedet åbne os mod verden, opgive minoritetsangsten og turde bruge vores styrkepositioner inden for innovation og kreativitet til at sætte os i spidsen for global nytækning. Og her har vi brug for al den hjælp, vi kan få – også fra nydanskere, der kan bidrage med andre synspunkter, erfaringer og idéer.