Både Breivik og Godtfredsen mener, at historien fortæller ”at islamisk og kristen kultur altid har haft uhyre vanskeligt ved at leve fredeligt sammen.” Breivik er ifølge Godtfredsen blevet animeret til sin udåd af dem, der mener, ”at det gode menneske kan skabe det gode multikulturelle samfund. Folk som Marianne Jelved, Svend Auken, Margrethe Vestager, Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden.”  Præcis de samme mennesker, der kan få Godtfredsen op af stolen. Det er umuligt at læse Godtfredsens kronik på anden måde, end at hun er enig med Breivik i, at den reelle trussel mod samfundet kommer fra denne verdens socialdemokrater og multikulturalister. Disse mennesker har ifølge Godtfredsen ikke forstået, at det er ” livsfarligt at manipulere med menneskenes kulturelle identitet”.  

Godtfredsens kronik bærer titlen ”Lad os bruge Anders Breivik rigtigt”. Det vi ifølge Godtfredsen skal forstå er: ”hvor farligt mennesket er, når det føler sig presset, og at vi i denne multikulturelle tidsalder presser menneskene mere end klogt er.” Hvad vi så skal bruge det til, skriver hun ikke. Men kan det læses på anden måde end, at multikulturalisterne bør stikke piben ind, for eller presser de selv mennesker mere end klogt er?

Kort sagt: Sørine Godtfredsen forsvarer en massemorder ud fra hans eget perspektiv. Hun giver ham ret i hans grundlæggende verdensbillede, og til sidst tværer hun sin pointe i hovedet på alle dem, der blev ramt: I var selv ude om det med jeres multikulturelle verdensforståelse.

Det er helt ubegribeligt at Sørine Godtfredsen vil stå ved disse udsagn.

Det var en undskyldning af samme karakter, vi fik fra Søren Pind i går. Han sagde undskyld for, at vi andre var så dumme, at vi kunne misforstå ham og tro, at han havde ”trukket et direkte lighedstegn mellem folk, der nu gør, som de gør i Østerild, og så den norske massemorder”. Derefter gentog han sit synspunkt, at der er tale om en stigende ekstremisme i det offentlige rum i form af fx civil ulydighed, uroligheder og hadske tekster på nettet.

Men Søren Pind, der var ingen, der mente, at du satte lighedstegn mellem begivenhederne. Vi blev rasende over, at du sammenlignede dem. At du satte dem i samme kategori. At du dømte begge dele som former for ekstremisme. Og nu gør du det igen. Fordi du mener det. Du mener virkelig, at de ting kan sammenlignes, da begge dele i dit univers er ekstremisme. Som du så smukt formulerede det på din Facebook: ”enten er man med. Eller også er man imod.” Du sætter endnu en gang aktivister i bås med en massemorder. Du mener, at en lastbilschauffør, der blokerer en vej med sin lastbil eller en ældre kvinde, der sætter sig i vejen for en gravko ”tager sig selv til rette”. Og konsekvensen af dit synspunkt er, at enhver, der ”tager sig selv til rette” er ekstremist og har valgt at være ”imod”. I dit univers kan man nemlig kun være ”med” eller ”imod”. Og derfor ender Østerild-demonstranterne igen i kategori med Anders Behring Breivik. Du forsætter med andre ord dine sammenligninger, fordi det ligger i direkte forlængelse af dit synspunkt. Og det er dit synspunkt, der er det virkeligt horrible i denne sag.   

Men lad mig citere et par af dine kollegaer ”Der er INTET, som kan sammenlignes med tragedien i Norge” (Kristian Jensen, Venstre). ”Der er slet, slet ingen basis for at sammenligne de aktioner, som Pind taler om, i forhold til den forfærdelige udåd, som er begået i Norge.” (Kim Andersen, Venstre) De har ret. Hvorfor? Fordi der er tale om en aldrig før set ekstremisme i Norge. Det er en kategori for sig selv. Den hører ikke til i kategori med hverken kirkebesættere eller vindmøllemodstandere. Og derfor bør du standse dine udgydelser nu. Hvis ikke du var minister i dette land, kunne jeg være ligeglad. Men indtil valget repræsenterer du det, Danmark jeg elsker og holder af. At vi har en minister, der er så rabiat, som du er, viser med al tydelighed, hvorfor vi i den grad har brug for en ny regering.

Konsekvensen af dette synspunkt må være følgende: Al civil ulydighed skal straffes som terror. Østerild-demonstranterne bør derfor kunne risikere op mod 21 års fængsel. Hvis man i Pinds univers begår civil ulydighed, er man imod hele samfundet, og skal straffes som sådan. Så er det lige meget, om man har sat sig på en mark eller skudt med et automatvåben. Jyllands-Posten har i en leder bakket op om demonstranterne i Østerild. Pind må fra nu af opfatte Jyllands-Posten som en fjende af demokratiet.

Demonstranterne i Østerild er nu blevet fjernet – helt efter loven. Men de kæmpede med åben pande for det, de troede på. De mente, at staten begik et overgreb på dem og ville sætte sig imod. De mente, at beslutningen om at fælde træerne i Østerild, var så forkert, at de stillede sig i vejen. Men de gjorde det med fredelige midler. Ingen kom til skade – højst dem selv. Og de er villige til at tage deres straf. Anders Behring Breivik derimod iklædte sig ordensmagtens uniform for at lokke de unge endnu tættere på, så han kunne meje dem ned med koldt blod. Sammenligningen af de to ting, er så horribel, at statsministeren må overveje, om han kan have en minister siddende, der kan finde på at udtale sig på denne måde.

Der var en grund til, at Anders Fogh Rasmussen aldrig udnævnte Søren Pind til minister. Han vidste, at Søren Pind ikke har et sammenhængende politisk ståsted. Han har kun øje for sig selv og nyder at rydde avisernes forsider. Når Pind kommer med endnu udmelding af denne slags, er der ikke tale om politik. Kun om støj. For vi kommer aldrig til at se et forslag fra Søren Pind om at ligestille civil ulydighed og terror i straffeloven. Det samme skete, da han meldte ud, at udlændinge skal assimilere sig til det danske samfund. Han har som minister for området ikke kommet med så meget som én politisk handling til at følge op på det - som Dansk Folkeparti ganske rigtig har påpeget.

Pind er heller ikke liberal. En liberal må kunne respektere, at en civil befolkning, der mener, at staten begår overgreb på dem, reagerer. Og en liberal må mene, at man skal straffe proportionelt med sin overtrædelse. Det at sætte sig i vejen for en gravko, kan aldrig straffes som samfundsundergravende virksomhed i et frit samfund. Der er en afgrundsdyb forskel på civil ulydighed af den type, demonstranterne i Østerild, begår, og den terrorhandling Anders Behring Breivik har begået. Sammenligningen af de to ting er perfid.

Den norske statsminister, Stoltenberg, har reageret roligt og som statsmand. Han er blevet ved med at stå fast på, at Norges styrke som demokrati er, at landet er et åbent samfund, der bygger på tillid borgerne imellem. Men uden at være naiv. Vi skal slår hårdt ned på terrorisme og voldelige overgreb på civilbefolkningen. Derfor skal vi også kunne se forskel på terrorisme og civil ulydighed – ellers kommer vi til at gå rundt og være bange selv for lastbilchaufføren, der parkerer sin bil på tværs af en vej i protest mod højere benzinafgifter.

Pind ønsker, at frygten skal råde i vores samfund: vi skal frygte civil ulydighed og demonstranterne i Østerild lige så meget som fanatiske højre-ekstremister. Men Stoltenberg har ret, når han siger, at svaret på terrorangrebet er ikke at lade frygten overtage. Derfor må vi også klart afvise den frygt, Søren Pind forsøger at sprede med sine perfide sammenligninger.  

Søren Pinds seneste forslag om, at amerikanere, canadiere, australiere og japanere skal have lettere adgang til Danmark kan vise sig at være netop en boomerang, som vi får tilbage i nakken, før vi har set os om.  Forslaget er ikke kun betænkeligt i relation til menneskerettigheder. Det er også dumt. Alle er enige om, at nogle af de vigtigste markeder i verden i øjeblikket er Brasilien, Indien, Kina, Rusland og Sydafrika. Det er afgørende, at vi også kan sælge varer og udveksle viden med dem i fremtiden. Hvordan forestiller Pind sig, at det bliver modtaget i disse lande, at vi mener, at deres borgere er af ringere værdi end andre landes borgere? Mon det er det første Mærsk siger til sine brasilianske kollegaer i Petrobras, som han ønsker at begynde et nyt samarbejde med? Eller vil man høre den danske vandingeniør, der vil sælge rensningsanlæg til Kina, fremture med, at de ikke er lige så gode som danskerne? Mon den russiske regerings selvforståelse rimer med, at de er mindre egnede i dansk sammenhæng end andre? For slet ikke at tale om sydafrikanerne, der om nogen ved, hvor det kan føre hen, hvis man begynder at dele folk op i første og anden rangs mennesker ud fra deres nationalitet.

I går kunne man på TV2 News høre skatteminister Peter Christensen fortælle danskerne, at det mest afgørende for os er, at udlandet vil købe vores varer. Hvis det er rigtigt, skulle han forsøge at forklare det til sin kollega Søren Pind, før han får sendt flere vildtflyvende pinde af sted i alle retninger.

Jeg blev virkelig positivt overrasket over, at arbejderkampen havde nået selv mit træningscenter. Og jeg blev endnu mere opmuntret, da der var flere på holdet, der højlydt svarede tilbage, at selvfølgelig skulle de i Parken.

Det var først, da instruktøren spurgte, om de så holdt med FCK eller Brøndby, at det gik op for mig, at det nok ikke var Rød 1. Maj i Fælledparken, der kunne vække deres begejstring, men det store opgør mellem fodboldens sjællandske ærkerivaler.

Siden dengang har jeg altid ønsket, at 1. maj kunne komme til at betyde lige så meget og vække lige så store følelser i os som et lokalopgør i fodbold. At vi gik i Fælledparken og var sammen – ikke kun på grund af traditionerne, hotdogsne og de kolde øl, men fordi vi var begejstrede over et fælles projekt og ville kæmpe for en fælles sag. Jeg tror måske det vil lykkes i år. Det gør jeg fordi:

Det er længe siden de politiske modsætninger har været klarere.

Det er længe siden, fællesskabet har været under så hårdt pres.

Og det er længe siden, at vi i den grad har turdet tro på, at et regeringsskift virkelig kan være lige om hjørnet.

------

Regeringen har ret i én ting: vi befinder os i en krise. Den er alvorlig. Mange af os har mærket den – enten på vores egen krop eller ved at se nogle, vi kender og holder af, virkelig måtte kæmpe for at beholde snuden over vandet.

MEN, hvis man tror, at vejen ud af krisen handler om at nedbryde de ting, der har været vores største styrke gennem tiden, så har man ikke forstået de vigtigste årsager til krisen.

Vi havde otte år med Anders Fogh Rasmussen, hvor der ikke blev investeret i uddannelse.

Vi havde otte år med Anders Fogh Rasmussen, hvor der ikke blev arbejdet målrettet på at skabe nye arbejdspladser.

Vi havde otte år med Anders Fogh Rasmussen, hvor Danmark mistede sin position som landet, der tog klima- og miljø alvorligt og fandt nye løsninger på problemerne. 

Vi havde otte år med Anders Fogh Rasmussen, hvor det ikke lykkedes at få samlet befolkningen i et stærkt fællesskab, men hvor det snarere handlede om at smide nogen ud af fællesskabet.

Med andre ord: Vi havde otte år med Anders Fogh Rasmussen, hvor århundredets største økonomiske opsving blev sløset væk til skattelettelser til de rigeste – og hvor den eneste reelle vækst, var væksten i boligpriser og i forskellen på rig og fattig i det her samfund.

Nu har vi haft to år med Lars Løkke Rasmussen, som taler om at samle regningen om. Det er selvfølgelig sympatisk, at Venstre  ønsker at rydde op efter sig selv.  Men hvordan vil han så gøre det? Ved at sende regningen videre til enkelte grupper i samfundet:

-       Lad de arbejdsløse betale med deres dagpenge!

-       Lad de ældre betale med deres pension!

-       Lad dem der har knoklet et helt liv i opslidende jobs betale med deres efterløn!

-       Lad de unge betale med deres SU og med forringede uddannelsesinstitutioner!

-       Lad fremtidige generationer betale med en ødelagt natur og et smadret klima.

Ikke bare er det hamrende usolidarisk. Det er også dumt.

For hvad er vejen ud af krisen? Det handler om at genskabe modet hos befolkningen. Det handler om at give folk trygheden tilbage og om at tænke langsigtet og bæredygtigt. Det handler om at investere i en bedre uddannet befolkning og om at få dem, der er faldet uden for tilbage ind i folden.

-       Hver gang 10.000 danskere går fra ledighed til beskæftigelse, så vinder det danske samfund tre milliarder kroner.

SF og Socialdemokratiet vil løse udfordringen i tre trin.

Først vil vi fremrykke investeringer. Vi vil sætte gang i energirenovering af skoler, daginstitutioner og hospitaler. Dermed skaber vi vækst og private job her og nu, samtidig med at investeringerne tjener sig ind over en årrække.

Dernæst vil vi investere 10,1 mia. ekstra i forskning og uddannelse. Hver gang en forsker eller en ingeniør får en god idé og der sættes gang i produktionen, så trækker det 3-4 ansatte ”i kedeldragt” med sig. Forskning og innovation skaber efterspørgsel efter arbejdskraft med mange forskellige kvalifikationer.

Til sidst beder vi alle danskere om at arbejde lidt mere. Hvis vi mener noget med solidaritet og fællesskab, må vi også være klar til at give mere til fællesskabet, når der er brug for det. Og det får vi hårdt brug for de kommende år. Der vil være færre i den arbejdsdygtige alder og der vil være langt flere ældre, der skal forsørges. Vi har derfor brug for flere hænder. Presset fra udlandet vil være større og konkurrencen hårdere. Så vil vi bevare arbejdspladser, har vi også brug for flere hoveder, flere ideer.

Der er brug for visioner for, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Derfor har vi en plan, der skaber vækst her og nu og samtidig sikrer velfærden i fremtiden. Vi har ikke råd til at se til mens arbejdspladser går tabt. Vi skal sikre at familier ikke falder sammen, fordi der over en længere periode ikke er jobs at få. Vi skal skabe vækst for den enkelte, for erhvervslivet og for velfærden.

Det er derfor, der er brug for al den begejstring, vi kan oparbejde i dag 1. maj. Det er derfor vi skal være stolte og gå ud og slås for vores sag, som FCK og Brøndby sloges den dag i Parken for et par år siden. Lad os komme af sted!

God 1. Maj.