SF søger en praktikant til partiets miljøordfører, Ida Auken.
SF's Folketingsgruppe søger studerende, der som led i en videregående uddannelse ønsker at indgå i et ulønnet praktikforløb i ca. et halvt år. Som praktikant arbejder du nært sammen med et folketingsmedlem.
Ida Auken, der er medlem af Folketinget for SF og formand for Folketingets Miljøudvalg, søger en praktikant til efteråret 2010, fra ca. 1. september til midt januar. Ida Auken arbejder særligt med miljø- og klimapolitik og man finder næppe en mere interessant praktikplads, hvis man interesserer sig for at præge debatten om miljø og klima.
Opgaverne omfatter bl.a. sagsforberedelse, hjælp med forberedelse af udvalgsmøder og besvarelse af telefoniske og skriftlige henvendelser fra borgere, presse mv. Under praktikforløbet skal praktikanten gennemføre et selvstændigt projekt, som defineres i samarbejde mellem praktikanten og folketingsmedlemmet.
Praktikanten får i forbindelse med praktikforløbet mulighed for at opøve sine evner til selvstændig sagsbehandling på akademisk niveau og få erfaring med arbejdet på en arbejdsplads med højt tempo og mange krav.
Som praktikant hos Ida Auken skal du:
være interesseret i politik, gerne planlægning, miljø- og klimapolitik
have skriveerfaring og være frisk på at skrive pressemeddelelser og artikler
kunne arbejde selvstændigt
kunne holde mange bolde i luften og selv tage initiativer være grundig og pålidelig
Dette får du:
en unik chance for at præge miljø og klimadebatten
indblik i det hektiske liv på Christiansborg
praktisk erfaring med hvordan man arbejder med pressen
indblik og erfaring med udformningen af politikformulering i Danmark
mulighed for at udbygge din viden inden for arbejdsområderne
Har du lyst til at være med i det politiske liv på Christiansborg? Se din pressemeddelelse skabe overskrifter i aviserne? Høre politikerne i Folketingssalen diskutere det beslutningsforslag, du har været med til at skrive? Og ønsker du at arbejde blandt passionerede mennesker, der brænder for at ændre samfundet? Så er en praktikplads hos Ida Auken måske noget for dig.
Stillingen er på 30-37 timer ugentligt og er med betalt frokost i Folketingets fremragende kantine, Snapstinget.
Ansøgningsfristen er den 1.maj 2010.
Ansøgningen sendes til sflapm@ft.dk.
Man er velkommen til at ringe for mere information på 33 37 44 96.