Kommentar bragt i Berlingske Tidende 17. marts

»Danmark skal være et grønt bæredygtigt samfund og blandt verdens tre mest energieffektive lande,« står der i det nye regeringsgrundlag. Visionen er smuk, men vi har hørt den før, og der er ikke rigtig sket noget, siden Anders Fogh sagde det samme ved sin 'grønne omvendelse' for snart to år siden. Vi har i den grad brug for handling på det grønne område, hvis vi ikke skal sætte vores førerposition fuldstændig over styr, men ser man på Lars Løkkes nye ministerhold, er det svært at se, hvor visionerne og de nye ideer for alvor skal komme fra.

Miljøminister: Karen Ellemann

Det lå ikke i kortene, at det var på miljøområdet, Karen Ellemann skulle fortsætte sin ministerkarriere. Hun har ikke tidligere beskæftiget sig med miljøpolitik eller miljø-sager i det hele taget. Det skal selvfølgelig ikke diskvalificere hende, og jeg håber, hun vil udvikle sig til at blive en stærk minister, der kan tage kampen op med landbrugsfløjen i Venstre. Men det bliver op ad bakke for hende, når man ser på ministerudnævnelserne på transport- og fødevarerområdet. Ellemann har en kæmpe mulighed for at hjælpe vigtige danske miljøteknologier på vej. Hvis hun tør gå ind og stille de nødvendige krav på luftforureningsområdet vil det skabe et hjemmemarked for danske producenter af partikelfiltre og SCR-katalysatorer. Et hjemmemarked er af afgørende betydning for at afsætte disse teknologier, som i høj grad bliver efterspurgt i store byer i fx i Asien. En ny og intelligent tilgang til vandområdet vil ligeledes kunne hjælpe danske producenter af vandrensningsteknologier på vej samt aktivere den enorme viden, danske virksomheder og forskningsinstitutioner ligger inde med på vandområdet. OECD vurderer, at markedspotentialet for vandområdet er fem gange større end potentialet for energi. Danmark vil kunne eksportere store mængder viden om intelligent håndtering, modellering og overvågning af øget nedbør. En gennemgribende plan for, hvordan vi selv skal håndtere de øgede mængder nedbør og klimatilpasse samfundet, vil sætte fokus på danske virksomheders styrker, fremtidssikre samfundet og føre til større innovation på området.

Transportminister: Hans Christian Schmidt

Lars Løkke har hevet Danmarks hidtil sorteste miljøminister frem af skabet og udnævnt ham til transportminister. Manden var en katastrofe for miljøet både i sin tid som miljø- og som fødevareminister. Selv den tidligere miljøminister Troels Lund Poulsen virker miljøinteresseret sammenlignet med Hans Christian Schmidt. Transportministeren sidder ellers på det område, der rummer de allerstørste klimaudfordringer. CO2-udledningerne fra trafikken er steget dramatisk de senere år. Man må rose, at regeringen har forlænget afgiftsfritagelsen fra elbiler til 2015, men samtidig har man udskudt indfasningen af roadpricing på ubestemt tid, og man vil ikke være med til at sænke priserne i den kollektive transport samt indføre en betalingsring i København. Her må vi have et politikskifte fra regeringen. Den nuværende vej er ikke holdbar og slet ikke grøn.

Klima- og energiminister: Lykke Friis

Lykke Friis har haft lidt længere end de andre til at vise, hvad hun vil. Men tiden er ved at løbe ud. Det har indtil videre været svært at få øje på, hvad Lykke Friis' projekt egentlig er. Indtil videre er fine formuleringer som »at Danmark vil være blandt de mest ambitiøse på klimaområdet« fulgt op af det stik modsatte. Under Lykke Friis har Venstres energiordfører meldt klart ud, at man ikke længere ønsker at gå foran i EU, selvom regeringerne i hovedparten af de andre vesteuropæiske lande har forstået, at der er konkurrencemæssige fordele ved at sætte målsætningen højere. Lykke Friis manglede her det mod og de politiske muskler til at sætte sig op imod landmændene i Venstre, som Connie Hedegaard besad. Hvis Friis får optrænet sine muskler, vil jeg anbefale, at hun sætter et klart mål for, hvornår Danmark skal være fri af fossile brændsler samt udvikler en dertil hørende strategi med klare virkemidler og delmål for, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Lad os få en grøn varmeplan for hele landet, en ny satsning på havvindmøller og biomasse, solvarme og geotermi i kraftvarmesektoren, en plan for at få energirenoveret bygninger i den offentlige og private sektor samt en mere målrettet grøn erhvervsstrategi med de nødvendige midler til innovation og markedsmodning af grønne teknologier.

Fødevareminister: Henrik Høegh

Det spørgsmål, der trænger sig mest på, er: Hvorfor udpege en mand, der burde erklære sig inhabil i rigtig mange af de sager, der ligger på hans bord? Henrik Høegh er ganske givet fagligt kvalificeret til stillingen, men han modtager personligt både stats- og EU-støtte til sit landbrug i millionklassen. En støtte, som han nu skal bestemme, om man kan lave om på, og som det privat kan koste ham hundredtusindvis af kroner at pille ved. Oven i det har han stor indflydelse på, om landmændene må bruge flere sprøjtemidler og gødning, hvilket vil være til gavn for hans privatøkonomi og til glæde for landbrugets interesseorganisation, Dansk Landbrug, hvor han tidligere var næstformand. Regeringen har altså udpeget en minister, der har så store økonomiske interesser på området, at han til alle andre jobs ville være den første ansøger, der blev sorteret fra. Det nye regeringsgrundlag blev fulgt op af en ny milliard til dansk landbrug i form af skattelettelser. Det er den helt forkerte måde at bruge pengene på, da det ikke skubber til den nødvendige strukturudvikling, der skal fremtidssikre dansk landbrug. Vi må have udviklet landbruget i to spor: mere økologi og et højteknologisk landbrug med gylleseparering, biogasanlæg og luftrensning. En strukturudvikling som kan få danske teknologier i front, skabe nye arbejdspladser og grøn eksport. Denne strukturudvikling er også helt afgørende for at sikre rent vand, ren luft samt en rig og mangfoldig natur i Danmark.

Vi vil den næste tid høre mange fine grønne ord fra regeringen, men det afgørende bliver, om de er villige til at tage de nødvendige virkemidler i brug. De seneste otte år har vi slet ikke bevæget os i det nødvendige tempo - der er derfor endnu mere brug for at speede op. Her skulle være serveret et par konstruktive forslag på hvert ministerområde, der kan gøre Danmark til »et grønt bæredygtigt samfund og blandt verdens tre mest energieffektive lande«. Der er flere, hvor de kommer fra.