Så fik vi en ny dansk kommissær. Og en ny klima- og energiminister i øvrigt. Jeg gættede for et par dage siden, at det nok ville blive Lykke Friis. Dels fordi jeg ikke kunne se, hvem blandt V og K’s folketingsmedlemmer, der havde både ministerpotentiale, troværdighed og viden på klimaområdet, og dels fordi Lykke Friis jo var mødt op til den ene valgfest efter den anden hos Venstre. Det kunne selvfølgelig have været posten som forskningsminister, Friis gik og ventede på, men eftersom det er en næsten offentlig hemmelighed, at den skal gå til et tidligere medlem af Ny Alliance ved næste rokade (som vel kommer omkring årsskiftet), så var det oplagt, at det var klimaministerposten, Friis skulle have.
Jeg ønsker Connie Hedegaard alt held og lykke med posten som klimakommissær. Hedegaard har kæmpet en brav kamp for klimaet mod et meget trægt Venstre, der hele tiden har trukket ambitionerne ned. Også internt i sin egen gruppe må Hedegaard have haft det svært, ikke mindst med en konservativ leder, der mener, at truslen fra militant muslimsk ekstremisme er større end klimatruslen.
Jeg ønsker også Lykke Friis mod og kampgejst til den nye post. Der er nok at tage fat på. Danmarks CO2-udledninger er gået op år efter år – ligesom vores kulforbrug og vores bruttoenergiforbrug. Skal vi være grønt foregangsland igen, skal der et helt andet tempo på. Vi skal bl.a. have en klima- og energiinvesteringsfond, et program for udviklingen af miljøteknologi (MUDP), vi skal have skrappere energistandarder for nybyggeri og renoveringer, vi skal have omstillet landbruget og vi skal turde tage fat på trafikkens CO2-udledninger på en langt mere modig måde.
Sådan ser København ud udefra, vi er sgu meget cool ;) http://www.streetfilms.org/cycling-copenhagen-through-north-american-eyes/2 days ago from Twitterweb