Hed drøm eller bare hed underlig kasse placeret oven på en skyskraber? Jeg er ikke helt overbevist, mens jeg går rundt og kigger på det lille kraftvarmeværk, der er placeret på taget af en bygning midt på 5th Avenue.Peter Falcier fra energiselskabet Endurant Energy fortæller mig, hvordan anlægget blev sænket ned oven på bygningen med en mega kran. Man måtte lukke en hel blok af her midt på Manhattan for at få det på plads. Men nu står det der og producerer 1,6 MW elektricitet samt varmt vand og airconditioning til den 26 etager høje bygning. Det er lidt sjovt at gå rundt oppe på taget af en skyskraber og se på et kraftværk. Som dansker er man jo vant til, at de ligger uden for byen og sender varme og elektricitet ind gennem rør og ledninger i undergrunden. Men det her kraftværk ligger altså her på taget lige over for det pompøse Trump Tower og et 5-stjernet hotel. Og det laver endda så lidt støj, at der ikke har været klager fra nogle af naboerne. Som en del af PLANYC - New Yorks plan for at blive en bæredygtig by - har man sat sig som mål at have 800 MW elektricitet og varme produceret som kraftvarme (CHP) i 2030. Det vil sige, at spildvarmen fra elektricitetsproduktionen bliver benyttet til airconditioning eller til at lave varmt vand (meget interesserede kan se filmen ude i siden af sitet her). Det anlæg, jeg er ude at se på, producerer omkring 1,6 MW. Det vil altså sige, at New York skal op på 600 af de her anlæg, før målet af nået. Som en rapport, jeg læste, konkluderede: "Det er vist et lettere optimistisk mål" - underforstået: hvis ikke politikerne kommer ud af fjerene og gør noget seriøst for at fjerne barrierne for kraftvarme i New York, kommer det ikke til at ske. Her er en udfordring for borgmester Michael Bloomberg, når han formentlig vinder valget senere på året.