Jeg har netop spurgt Statministeren, hvilken slags vært, Danmark skal være for klimatopmødet i år. Skal vi bare sørge for hoteller, taxaer og god stemning, eller har vi også en ambition om, hvad en klimaaftale skal indeholde? Statsministeren svarede, at vi skal være begge dele. Men lytter man til Statsministerens svar, må man konstatere, at manden enten ikke har en strategi for, hvordan Danmark skal påvirke de internationale forhandlinger op til klimatopmødet, eller bevidst holder befolkningen og Folketinget i uvished. For hans svar var det sædvanlige bla bla om, at vi skal have en ambitiøs global aftale, hvor så mange som muligt er med. Det eneste glædelige var, at han bekræftede, at aftalen skulle leve op til 2 graders målet (altså at temperaturen ikke må stige mere end 2 grader). Men mere konkret kunne han altså ikke blive. Er der ingen strategi? Ved vi ikke, hvad vi vil? Man kan da som minimum sætte sig det mål, at alle OECD lande skal reducere med 30% (i fht. 1990) inden 2020 - hvis det da overhovedet kan gøre det i forhold til 2 graders målet. Hvordan får man et svar ud af verdensmesteren i udenomssnak. Forslag efterlyses.