Har i dag hørt nobelprisvindere i økonomi Paul Krugmann tale om finanskrisen. Det ser ikke så godt ud. Han spår, at krisen næste år kommer til at koste USA mellem 4-5% af deres BNP, ligesom arbejsløsheden vil stige til omkring 10%. Krisen er langt fra slut, selv hvis de statslige hjælpepakker kommer til at virke. Krugmann mener, at hvis ikke vi får strammet gevaldigt op på reguleringen af de finansielle markeder, men forsætter med business as usual, så vil krisen vende tilbage med fornyet styrke.
I en økonomi i recession er hans råd til regeringer rundt omkring, at de skal øge de offentlige investeringer betragteligt. Især investeringer i infrastruktur vil være oplagte investeringer og en langt bedre måde at sætte gang i økonomien på end skattelettelser. Skattelettelser kan man nemlig risikere ender på bekymrede borgeres bankkontier som opsparinger eller bliver brugt til rejser i udlandet eller til at købe importvarer.
Krugmanns foredrag var en lang fortælling om, hvordan finansmarkederne og boligpriserne mistede forbindelsen til virkeligheden og blev blæst op til nogle groteske bobler, som enhver ordentlig økonom burde have forudset var urealistiske. Derfor spurgte jeg ham, om ikke vi skulle undgå at gentage netop denne mangel på kontakt med virkeligheden i forbindelse med en lige så virkelig ting: naturens og klimaets grænser. Krugmanns svar var ret klart: klar finanskrisen først, så må vi klare klimakrisen bagefter. Han indrømmede endda, at denne holdning kunne betyde, at vi satte vores planet på spil. En reel "greening of the economy", hvor vi sætter gang i den rigtige del af økonomien - nemlig investeringer i kollektiv transport, energibesparende tiltag og udvikling af vedvarende energiteknologier, mente han ikke var mulig, da han ikke så investeringsmuligheder af den størrelse, USA har behov for at investere i øjeblikket. En politisk realistisk vurdering - måske... En realistisk vurdering i forhold til, hvilken regning vi sender ud i fremtiden til os selv og vores børn...næppe!
