[Pressemeddelelse]
"Vi glæder os over, at københavnerne fra i dag vil få knap så meget forurenet luft i lungerne, når de kører på arbejde. Men vi vil stadig se alt for mange dødsfald og sygedage relateret til luftforureningen, fordi loven ikke er god nok,” siger SF’s miljøordfører Ida Auken."
I dag (1/9) får København langt om længe en miljøzone. Det er et første skridt på vejen, men langt fra nok til at sikre ren luft i byerne, da den ikke medtager varebiler og ikke sætter ind over for alle dele af forureningen (NOx).
"Miljøministeren har langt om længe anerkendt, at miljøzonerne ikke er gode nok. Men som sædvanlig har han ikke nogle konkrete bud på, hvad der skal gøres. Det har SF og stiller derfor forslag om den miljøzonelov, vi burde have haft fra begyndelsen af."
SF ønsker at stramme miljøzoneloven på følgende områder
1Varebiler (< 3,5 ton) skal også have partikelfiltre for at køre ind i miljøzonerne
2.Også de nye tunge køretøjer (Euro IV/V) skal have partikelfiltre, da mange af dem udleder de meget sundhedsskadelige ultrafine partikler
3. Alle tunge køretøjer skal have en SCR-katalysator, der fjerner NOx-forureningen
4. Alle større byer skal have lov til at oprette miljøzoner, fx Trekantsområdet
Kære Ida.
En kommentar til din vision om et grønt København:
Du vil gerne have forbedret kollektiv trafik og alle tunge køretøjer forsynet med partikelfiltre. Som det sikkert er dig bekendt, skranter busselskaberne økonomisk og der er stor risiko for at mange ruter vil blive nedlagt eller reduceret. Hvorfor mon det?
For busser i rutekørsel er fradraget for energiafgifter bortfaldet 1. august i år, hvilket betyder en ekstraomkostning på ca. kr. 3,50/liter diesel. Omkostningen bliver kun delvis kompenseret og først flere måneder senere. Busselskaberne skal altså være bank for staten.
Indførelse af miljøzone i bl. a. København stiller krav om partikelfilter på busser, et krav som du advokerer kraftigt for. Så er det jeg gerne vil spørge dig om du overhovedet aner hvad det koster at montere et partikelfilter på en bus? Generøst nok gives et tilskud på kr. 15.000 på et filter, så det er et hint til dig.
Nej, du skal nok få svaret: Det koster typisk kr. 80.000/bus!
Hvem skal betale det?
Der er kun det offentlige til at betale da de jo er udbydere af kørslen. Men gør de det?
For turistbusser er det endnu værre, idet der også her kræves partikelfilter selv om man kun henter/bringer kunder i byen nogle få gange om året. Det er en astronomisk omkostning udregnet på hver enkelt tur og det er der naturligvis ingen kunder som vil betale. Her skal busselskabet igen være bank for det offentlige.
Vi er helt enige om at luften skal være ren, men hvorfor skal udgiften lægges på et i forvejen hårdt ramt erhverv?
Med venlig hilsen
Ole Weibel
Skrevet 23. oktober 2008 kl 21:46 af Ole Weibel
Kære Ida.
Vil blot gøre dig, eller din webmaster, opmærksom på at dateringen af indslag er fejlagtig. Mit indlæg blev skrevet 23. oktober 22.43 og ikke som skrevet 1. september 7.39.
Hilsen Ole Weibel