Vi har med forundring set den konservative Henriette Kjær komme med skarpe udtalelser om, at det slovenske EU-formandskabs truer demokratiet, når det opfordrer til at undgå unødige provokationer mod muslimer.Det gør hun med begrundelsen, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes.Her gik vi og troede, at de konservative stod bag paragrafferne om blasfemi- og æreskrænkelse i den danske lovgivning. Disse paragraffer er netop udtryk for, at ytringsfriheden ikke er absolut. Et standpunkt, vi synes, at hun og alle andre konservative skulle stå ved. Samtidig må man undre sig over Henriette Kjærs paradoksale holdning: hun vil lukke munden på det slovenske formandskab med henvisning til, at ytringsfriheden er absolut. Slovenerne må altså ikke mene, at det er bedre for fællesskabet, ikke at puste til ilden i islam-debatten - de skal mene det samme som hende.
Henriette Kjær fortsætter sit dobbeltspil, når det kommer til hendes standpunkt om, at demokrati er uforeneligt med selvcensur. For det er præcist denne selvcensur, hun ønsker, at den slovenske minister skal pålægge sig selv. Dette selvmodsigende standpunkt skyldes en manglende evne til at skelne – en mangel Henriette Kjær desværre ikke er ene om i denne sag. Der er nemlig forskel på, at ville forbyde en ytring og at have en mening om den. Man kan sagtens være modstander af det kloge eller rigtige i en ytring – uden at ville forbyde den. Hvis man ikke er i stand til at foretage denne skelnen, så giver offentlig debat overhovedet ingen mening.
Men Henriette Kjær er først og fremmest ikke i overensstemmelse med selve konservatismen, og har i stedet for overgivet sig til den gamle 68’er Ralf Pittelkows radikaliserede ungdomsoprørstænkning. Nemlig den, at enhver grænse er til for at brydes, og en hvilken som helst religion, tradition, institution nødvendigvis skal latterliggøres. Ellers er det selvcensur, og det er noget grimt noget. Dette er af gode grunde meget langt fra et konservativt standpunkt. Der er vi mere konservative end Kjær, da vi fundamentalt ikke tror på, at et samfund kan funderes på de yderligtgående og radikale. Et samfund kan kun opretholdes ved, at dets borgere viser et moment af moderation og mådehold. Man kunne dristes til at kalde det for en sikring af samfundets sammenhængskraft. Se det er et ægte konservativt standpunkt – og det er der da ingen grund til at være flov over.
Jeg kan nu bedre følge Henriette Kjær omend blasfemi-paragraffen efter min mening burde afskaffes, da det er sunde at kunne sætte spørgsmålstegn ved religiøse emner.
Det burde ligeledes altid være lovligt at kritisere systemer, ideologier, religioner osv.
Omvendt kan jeg da sagtens se ideen i at det kan være strafbart at udbrede løgne om eks. naboen(æreskrænkelse) for at miskreditere ham i lokalsamfundet.
Som jeg forstår dit indlæg går du ind for at bogerne skal begrænse "unødige" ytringer der kan støde andre.
Hvad så med følgende eks.
Islam påstår at Koranen er en ufejlbarlig og universel bog og at Muhammed var det mest perfekte menneske menneske på jorden hvis gøremål man bør forsøge at efterleve.
Muhammed havde sikkert en del positive egenskaber, men af de for mig negative og kontroversielle egenskaber som tydeligt er angivet i koranen kan nævnes at han var:
krigsherre, tog slaver, holdt slaver, efter nutidens danske målestok var pædofil, beordrede drab på mennesker, selv udførte enkelte drab på mennesker, var racist, opfordrede til drab af "vantro", ulighed mellem mænd og kvinder....og mere i den dur.
For mig kan han faktisk godt minde lidt om Hitler og bestemt ikke som en person man bør hylde eller forsøge at efterleve. Selvfølgelig kan mna invende at der var tale om en anden tid, men det gør ham ikke til et mere perfekt menneske eller en hvis eksempel man bør søge at efterleve.
Problemet er nu hvordan jeg kan udtykke disse ting uden at krænke/fornærme muslimer, men samtidig tydeligt og utvtydigt. Opfordrer du eks. til at man bør sige noget i retning af :
"ham Muhammed var ikke lige min kop te, men det er nok bare mig den er gal med"(altså uden at angive hvorfor man ikke er så vild med ham)
Hvis jeg siger hvorfor jeg ikke er så begejstret for ham vil det uden tvivl krænke nogle muslimer.
Vil du betegne det som unødvendigt at jeg udtaler mig om ham og i givet fald kan man så begrænse din omtale af eks. Pia. k. fordi nogle DFere synes din kritik er "unødvendig" ?
Jeg synes det er vigtigt at kritisere ideologier der hylder racistiske og totalitære anskuelser og som opfordrer til krig og ulighed mellem personer.
Det gamle testamente indeholder tilsvarende passager som især af kunstnere er blevet kritiseret de sidste 80-90 år, burde den kritik være undladt af hensyn til krænkelse af kristne ? Hvad med nazisterne er det synd for dem at tale dårligt om Hitler ?
Skrevet 28. marts 2008 kl 11:45 af Ida
Du skal for min skyld være velkommen til at kritisere islam - jeg opfordrer blot til, at man overvejer, hvor man vil hen med det. Hvad får du ud af at sige de ting om profeten? Får du skabt mere ballade og dermed givet mere liv til de rabiate kræfter (for det var helt sikkert det, man fik ud af Muhammedtegningerne)? Og er det prisen værd? Jeg personligt tror, at man får en bedre dialog ud af det, hvis man taler med almindelige muslimer om de problemer, som man synes, islam indeholder. Jeg har det fx svært med, at koranen opfattes som en ufejlbarlig bog. Det diskuterer jeg med muslimer, hver gang jeg møder dem: "kan du virkelig ikke finde en eneste lille fejl i den bog?". Hvis man får hul på den byld, så kan vi pludselig give os til at diskutere, hvilke ting i koranen og islam, der giver mening i et moderne samfund, og hvilke der hører en anden tid til og skaber ufred.
Skrevet 28. marts 2008 kl 16:29 af LP
Der hvor jeg vil hen er bare at Muhammed efter min mening absolut ikke var et menneske man bør hylde eller forsøge at efterleve. Det er jo så en balancegang om man mener det er "prisen" værd at krænke nogen og "få ballade" ud af det for tilgengæld at gøre opmærksom på kontroversielle ting.
Det er desværre min oplevelse at selv muslimer der kalder sig moderate fatsholder at koranen er fejlfri selvom den på mange punkter er selvmodsigende og usympatisk.
Heldigvis efterlever langt de fleste heller ikke eks. opfordringerne om drab på vantro, eller stening, problemet er blot at de heller ikke tager afstand fra det.
Man hører ikke "det står ganske vist i koranen, mne det er forkert og det går jeg ikke ind for".
Siger man derfor at koranen er ufejlbarlig er man for mig at se derfor allerede en slags latent islamist.
Min bekymring er at personer der påstår at koranen(eller biblen) er ufejlbarlig, men som ikke udøver de kontroversielle opfordringer heller ikke ville gøre modstand hvis de blev indført da de jo står i bogen.
At koranen skulle være ufejlbarlig virker derfor meget provokerende for min verdensopfattelse.
