Selvom vi er et lille land, kan vi godt lide at opfatte os som verdensmestre. Det gælder især, når vi taler grøn innovation. Derfor er der også mange, der glæder sig til at vise, hvad Danmark duer til, når verdens blik rettes mod det lille land i nord i forbindelse med klimatopmødet i 2009. Men hvad er det nu lige helt præcis, vi skal vise frem?

Danmark er vindmøllernes fædreland, og vi har stadig en stor del af markedet på dette område. Derudover er vi en slags verdensmestre i pumper og termostater. Det kan vi være stolte af. Vi har også været gode til at isolere, ligesom vores kraftvarmesektor gør os ære. Men hvis vi ser på disse vigtige teknologier, er det i øjenfaldende, at det alle sammen er teknologier, som Danmark længe har været kendt for. Spørgsmålet er altså, hvilke nye teknologier, Danmark vil vise frem for verdenspressen.

Formentlig ikke ret mange! Hvis man ser på energistatistikken for 2006 kan vi se, at vindmøller, termostater og pumper udgør op mod 95 % af vores eksport – ligesom disse teknologier fylder godt i det hjemlige energiregnskab. Der er altså stor fare for, at det, Danmark kan vise frem til resten af verden, når de kommer hertil i 2009, alene er teknologier, som vi i forvejen er kendt for. Hvor er solcellerne, solvarmen, brintteknologierne og de små forgasningsanlæg til el og varme? Det er alle teknologier, som Danmark har været med til at udvikle, men som det ikke er lykkedes os at implementere herhjemme eller gøre til eksportsucceser. Vi mangler nemlig i høj grad grønne iværksættere. Folk, der kan få teknologierne ført fra idé til virkelighed. De manglende iværksættere skyldes ikke mindst, at der de senere år har været stor usikkerhed om, hvorvidt man kunne stole på de statslige tilskud til fx energiproduktion, der er livsnødvendige for nye og små iværksættere. Også Bendt Bendtsens ”grønthøster”, der fra den ene dag til den anden skar næsten al støtte til forskningsprojekter inden for vedvarende energi væk, kan tillægges en del af ansvaret.

Med den nye energiaftale rettes der op på en del af dette, da forskningen tilføres flere penge, og der gives bedre afregningspriser til vind og biogas. Men det, energiaftalen ikke formår at rette op på, er, at der stadig er langt fra idé til realisering, når vi taler grøn innovation. Der skal satses endnu mere på forskning, udviklings- og demonstrationsprogrammer samt lægges en strategi for, hvordan man får hjulpet nye teknologier fra demonstrationsniveauet til markedet. Derudover skal Danmark igen begynde at stramme vores lovgivning på miljøområdet, så virksomhederne får et incitament til at udvikle nye teknologier, sådan som det fx skete på vandområdet i 90’erne.

Det er Connie Hedegaard, der primært skal møde resten af verdens blikke, når de kommer til Danmark. Jeg forestår ikke, at hun tør. Og jeg forstår slet ikke, hvis vi vil ud og give den som verdensmester i grøn teknologi. I så fald skal regeringen ikke blot levere på energiaftalen – den skal sætte nye initiativer i søen, der kan sørge for, at den grønne innovation i Danmark får et markant løft.