Forleden gik jeg en tur på Christiansborg efter lukketid med en journalist fra BT. Vi kiggede lidt på, hvor mange lamper, el-apparater m.m., der stod og kørte efter fyraften. Ser man på tallene for Christiansborgs energi-forbrug, ligger Borgen selv ved aftentid væsentligt højere end almindeligt offentligt byggeri gør om dagen. Det er ikke godt nok. Når vi som politikere vil have resten af landets befolkning til at spare på energien, kan vi jo passende begynde med vores egen arbejdsplads. Jeg har derfor sammen med Anne Grete Holmsgaard foreslået præsidiet at lægge en plan for, hvordan man bringer Christiansborgs energiforbrug ned, samt at udpege en energiansvarlig i administrationen.
Der er selvfølgelig ikke tale om at mørklægge Christiansborg. Men simple tiltag som at skifte 60 watt glødepærer med sparepærer, slukke kopimaskiner, printere m.m. om natten, kan faktisk nedbringe energiforbruget væsentligt. Derudover skal mere omfattende energisaneringer overvejes som fx udskiftning af Christiansborgs varmesystem.