Ok, så sidder man der. Til et møde på Carlsberg, hvor de præsenterer deres nye projekt på den gamle bryggerigrund. Jeg har tidligere læst vinderprojektet og var imponeret over, hvor ambitiøst det var. Her har man forsøgt at tænke bæredygtigt på flere niveauer: miljømæssigt, socialt og økonomisk. Man har tænkt i byliv og trafik. Man har tænkt i blandede befolkningsgrupper både mht. etnicitet, alder og social status. Man har samtænkt erhverv, kultur og bolig. Men ikke mindst har man tænkt modigt mht. energi og miljø. Carlsberg-byen skal være selvforsynende med energi, husene skal være bygget med ordentlig isolering og energiruder. Der er tænkt i affalds- og vandordninger. Man har prioriteret cyklister og fodgængere frem for biler. Det lyder fantastisk, og så bliver jeg alligevel trist til mode. Hvorfor? Måske fordi det ville have været skønt at se den form for visionær byplanlægning i hele København. I stedet har vi fået en halvdød Ørestad, en grå Kalvebod Brygge og snart en rigmandsghetto i Nordhavn, fordi grundene skal sælges til dem, der byder højst – ikke dem, der er mest visionære og modige. Så nej, dansk byplanlægning er ikke en by i Rusland, men måske snarere en by i København: Carlsberg-byen.
