Dialog er ikke lige Anders Foghs stærke side. Derfor vækkede det også min interesse, da jeg hørte, at han havde fået sin egen blog. Som forventet minder Foghs blog mere om en dagbog end om et diskussionsforum. Her et kort resume: ”Kære blog – jeg er netop kommet hjem fra 5 ugers ferie i Sydfrankrig. Ih, hvor var der dejligt. En af dagene ringede min franske ven, Nicholas Sarkozy. Jeg inviterede ham til middag, men han kunne desværre ikke. Øv. Jeg har også været på Grønland og set de der gletschere, der vist nok smelter – måske er der alligevel noget om, at det er mennesker, der er skyld i klimaændringerne. Øv igen.”
Nå, men jeg skrev et par forslag til, hvad han som statsminister kunne gøre, når nu han langt om længe var begyndt at bekymre sig om miljøet. Spændt på svaret gik jeg i dag ind på siden igen. Men ak…ingenting! Jeg var dog ikke den eneste, der var blevet overset. Fogh havde 55 kommentarer, og det var ikke lykkedes ham at svare bare én gang. Men ok, det er da også ubehageligt at tænke sig, at ens dagbog pludselig giver sig til at svare igen.