Jeg kan allerede se det for mig - overskrifterne, der trækker den tidligere Tour de France-helt, Michael Rasmussen, helt ned i sølet. Det er selvfølgelig ikke i orden at snyde, og doping er et utroligt stort og alvorligt problem, men det er jo ikke nogen nyhed, at cykelsporten er bundløst inficeret af det. Derfor bør vi ikke forarges over Michael Rasmussen, men over en sportsverden, der har udviklet sig en penge- og succesmaskine, der tvinger folk til at sætte deres eget liv på spil for at vinde. Derfor må alle, der indtil i går aftes hyldede Michael Rasmussen (mig selv inklusiv), spørge sig, om ikke de et eller andet sted godt viste, at der kunne være doping involveret, før de giver sig til at synge med på hylekoret.
HVIS Michael Rasmussen har dopet sig (og manden er uskyldig til det modsatte er bevist), så har han helt sikkert gjort det mere af nød end af lyst. Han er en hamrende seriøs sportsmand, der vejer sin morgenmad og indretter hele sit liv på sin sport. Han ville vinde Tour de France - koste hvad det ville (og det er i øvrigt kun med den indstilling, at man vinder så hårdt et løb). Han har leveret utrolige præstationer, som ingen af os lige meget hvor meget EPO, vi fyldte os med, kunne have gjort. Og han har givet os tilskuere de mest fantastiske oplevelser de seneste år. Husk det inden I giver jer til at hyle med - og hyl så hellere over sporten end manden!
