Økologiske fodspor - er det noget, man afsætter, når man har trådt i en lort fra en særlig forkælet øko-hund? Eller er det sporene fra folk, der går i fodformede øko-sandaler? Nej, det er de aftryk, vi efterlader på verden, når vi rejser, køber ind, smider ud, spiser, tager bad, ser fjernsyn osv. En mand i New York, med tilnavnet No Impact Man, har besluttet sig for ikke at ville afsætte disse fodspor. Det betyder: ingen flyrejser, ingen bil, ingen aircondition, ingen elevatorer, ingen metro, intet affald, intet tv, ingen plastic, ingen strøm – og selvom man ikke skulle tro, det kunne lade sig gøre midt i en storby, går det faktisk. Det inspirerede mig til at se mine fodspor efter i sømmene – hvad har jeg påvirket verden med her til morgen? Et bad (50 liter vand), en kop te og ristet brød (noget strøm og fremstillingen af korn, mel, gær osv.), en tændt computer (strøm igen), en cykeltur (ingenting), en telefonopringning (strøm og slitage), en udprintning (masser af papir), tændte lamper (strøm), avis (papir og tryksværte). Mine økologiske fodspor er vist desværre ikke en størrelse 36…