Informations David Rehling havde for et par måneder siden en leder med samme overskrift som denne blog. Her harcelerede han over, at dansk politik var ved at blive invaderet af politikerbørn. Man ser det for sig: horder af Hækkerupper, Schlüterikere, Ellemænd, Helveganere og Aukenister marcherende mod Christiansborg som en flok termitter, der kommer for at æde alting op. Uha, uha. Jeg skrev et lille svar i samme avis (kan læses her), hvor jeg gjorde opmærksom på, at det jo ikke kun er politik, men så sandelig også journalistfaget (ikke mindst Information selv), der er oversvømmet af familiære forbindelser. Og vi kunne forsætte med advokater, læger, embedsmænd, kunstnere, musikere, elektrikere, cirkusartister osv. Sagen er, at det selvfølgelig ikke skal komme an på navnet eller ophavet, men på hvad den pågældende person har at byde på. Alt dette diskuterede jeg i morges i "Go' Morgen, Danmark" med Peter Schlüter, der er søn af Poul den Gamle. Det kan ses her.