I går lancerede Miljøstyrelsen deres nye kampagne "1 ton mindre", der skal få danskerne til at mindske deres CO2-udslip. Pointen er, at vi hver især skal lave et CO2 regnskab på kampagnens hjemmeside og så finde ud af, hvor vi bedst kan spare. Egentlig en god idé. Det er motiverende for den enkelte borger at blive inddraget, og folk spørger ofte: "hvad kan jeg gøre?", så den folkelige vilje er der. Omvendt kan et sådan initiativ være ligegyldigt, hvis det ikke følges op af politisk handling. Hvis ikke Connie Hedegaard kan komme igennem hos Thor P. og Anders Fogh med f.eks. omlægning af registreringsafgiften, så det bliver billigere at køre i en energivenlig bil, så er der heller ingen danskere, der skifter deres store tunge 4-hjulstrækkere ud med f.eks. en Toyota Prius. Regeringen har lagt en energiplan. Den fylder 7 sider og rummer ingen konkrete midler til at opnå national reduktion af CO2. Så selvom Anders Fogh siger, at Danmark skal være uafhængigt af fossile brændstoffer, så kommer han ikke med bud på, hvordan det skal ske. Derfor sker der heller ikke noget, og Danmarks CO2 forbrug bliver ved med at stige, som det f.eks. er sket fra 2005-2006. Som bekendt, så handler politik først og fremmest om handling, ikke ord. Det er også derfor, miljøorganisationerne og oppositionen bliver ved med at spørge regeringen: "hvordan, hvordan, hvordan?"
