Der er grund til at glæde sig over, at det i dag lykkedes EU's statschefer at få forhandlet sig frem til et bindende mål på 20% vedvarende energi. Der var flere gange optræk til, at det lille ord "bindende" ville ryge ud, og så havde man stået med en aftale, der var værre end ingen aftale. Til gengæld må man ærgre sig over, at man kun kunne enes om en 20% reduktion af CO2 udslippet frem til 2020, når alle er enige om, at det er nødvendigt at reducere udslippet med 30% for at undgå en temperaturstigning på over de magiske 2 grader. Det er vanskeligt at vurdere, om aftalen skal ses som en sejr eller et nederlag for de grønne kræfter. For få år siden kunne man ikke have forestillet sig en sådan aftale - altså en sejr - men omvendt, så har EU ikke turdet gå foran med et ambitiøst 30% mål, der kunne få resten at verden til at gå med. EU står kun for ca. 14 % af verdens CO2 udledning. Derfor er det altafgørende, at store lande som Indien og Kina går med på at ville reducere verdens CO2 udledning, og det gør de kun, hvis EU (og USA) går forrest og viser den nødvendige vilje.
